Tracking – mål dine online-aktiviteter og optimér din marketing
Online markedsføring uden tracking er som at køre bil med bind for øjnene: Risikoen for at køre galt er enorm, og selv hvis du når frem, har du ingen idé om, hvilken vej du er kørt.
Tracking sikrer, at du holder snor i tingene, og indsatsen giver dig mulighed for at justere de steder, hvor du med fordel kan optimere indsatsen. Til glæde for dine KPI’er og ikke mindst for de sælgere, marketingmaskinen skal fodre.
Viden giver værdi
Overvågning er typisk et negativt ladet ord, men når det kommer til tracking, er der tale om præcis det modsatte – her er overvågning lig viden, og den viden kan og bør omsættes til konkrete handlinger, som har værdi for både virksomheder og forbrugere.
Med tracking bliver mavefornemmelser afløst af målbare data, der giver den indsigt, som din marketingmaskine er afhængig af for at køre optimalt.
Formår du at omsætte den viden til justeringer og tilpasninger af dine marketingaktiviteter, står du med et bedre udgangspunkt i morgen end i dag. Et udgangspunkt, der kan aflæses på bundlinjen.
Hvad er tracking?
Tracking er en fællesbetegnelse for en række sporingsmetoder, som gør det muligt at måle effekten af dine marketingtiltag. Og metoder, som blandt andet kan fortælle dig, hvilke kanaler de besøgende på dit website kommer fra.
Tracking er altså en teknisk øvelse, hvor de sporingsværktøjer, du sætter op, gør, at du kan følge brugernes rejse rundt på sociale medier, søgemaskiner og websites.
Det kan sammenlignes med, at du i takt med, at indsigterne ruller ind, er i stand til at tegne et vejkort. Jo mere data, du har, desto mere detaljeret er kortet. Og det bliver hele tiden tydeligere, hvilke veje det er bedst at lede folk ned ad.
Eller sagt på en anden måde: Med tracking kan du se, om dine marketingaktiviteter sender folk det rigtige sted hen. Eller om du bruger ressourcer på kampagner, annoncer og andre tiltag, som ikke giver den ønskede effekt. Når du ved det, kan du gøre noget ved det – alternativet er at krydse fingre og håbe, at antagelserne i marketingafdelingen holder i realiteten. Tør du satse på det?
Hvad kan trackes?
Stort set alle hjørner af dit website kan trackes – med forskellige indsatser og værktøjer og med forskellige formål.
Formålet med de fleste websites er konverteringer – at få den besøgende til at gøre noget. Det “noget” kan være vidt forskellige ting, men det ultimative mål er typisk at få vedkommende til at købe noget eller alternativt downloade noget content mod at aflevere sin email-adresse eller telefonnummer, så en sælger efterfølgende kan igangsætte en målrettet indsats for at hive en ordre hjem. En hård konvertering (altså en konvertering, hvor den besøgende enten køber noget eller afleverer sine kontaktoplysninger) er i sagens natur nem at måle.
Micro-moments
Men der findes også andre mere bløde konverteringer. Konverteringer, hvor den besøgende “gør noget”, men ikke nødvendigvis finder kreditkortet frem med det samme. De konverteringer kalder Google for micro-moments.
I-want-to-know moments
Når brugeren søger information for at blive klogere på et givet emne, men ikke nødvendigvis er klar til – eller overhovedet interesseret i – at købe noget.
I-want-to-go moments
Når brugeren leder efter en lokal butik eller udbyder af et specifikt produkt.
I-want-to-do moments
Når brugeren har brug for hjælp til et eller andet – eksempelvis at løse en udfordring eller prøve noget, vedkommende ikke har prøvet før.
I-want-to-buy moments
Når brugeren er købsklar og har brug for hjælp eller inspiration til, hvad det skal være – eller hvordan købet kan blive gennemført.
Alle disse moments giver dig en masse viden om, hvad brugerne har brug for, samt hvordan og hvornår du kan træde ind i billedet og være behjælpelig. Og den viden kan du i mange tilfælde skaffe ved hjælp af det rette tracking-setup.
Hvilke værktøjer kan bruges til tracking?
Der findes enormt mange værktøjer og tools på markedet, men i twoday sværger vi til en god håndfuld analyseredskaber, som vi har brugt længe, og som vi ved virker.
Det er blandt andre:
- Google Analytics 4
- Google Tag Manager
- Matomo
- AccuRanker
- Agency360
Disse tools bruges til at tracke, hvordan bruger navigerer rundt på dit website, og hvad de klikker på – alt fra afspilning af videoer, udfyldelse af formularer, opskrivning til nyhedsbreve, demo-bookinger og download af gated content, klik på kontaktoplysninger og meget mere.
Vi kan også opsætte skræddersyede dashboards, så I får præsenteret den tilgængelige data på en overskuelig og operationalisérbar måde.
Husk gyldigt brugersamtykke
Når vi snakker tracking, kan vi ikke komme udenom GDPR og beskyttelse af privatlivet. For selvom det ville være lækkert med fuld indsigt og viden om dine websitebesøgendes gøren og laden, så skal dine besøgende give samtykke til, at du må opsamle og bruge deres data.
Du skal altså huske et gyldigt brugersamtykke fra dine besøgende, når du opsætter diverse tracking tools på dit website. Der findes mange forskellige værktøjer, der kan styre samtykket for dig. Vi anbefaler typisk en platform som Cookiebot til vores kunder.
Cookiebot er smart, fordi den ikke kun sikrer dig et korrekt brugersamtykke via en popup-funktion. Cookiebot hjælper dig også med at kontrollere og overvåge dine cookies, og den giver dine brugere en opdateret cookie-deklaration, da den automatisk scanner dit website for alle typer scripts, der opsamler data.
Forbedr dine data med Google Consent Mode v2
Indrømmet: Det er klart rarest, når dine besøgende siger “ja tak” til alle dine tracking tools, så du får flest mulige data. Men realiteten er bare, at knap halvdelen af os afviser cookies.
Google Consent Mode v2 er et samtykkesystem lavet af Google, som giver dig mulighed for at sende info omkring dine brugeres cookievalg videre til Google. Det betyder, at Google ved hjælp af AI kan bruge disse data til at modellere regulære gæt på, hvad de brugere, der afviser cookies, foretager sig på dit website.
Herudover får du med Consent Mode flere fordele, når du gør brug af Googles annonceringsværktøjer. Du får adgang til forbedret måling, rapportering, oprettelse af målgrupper, remarketing, personaliseret annoncering og meget mere.
Skal vi tage en snak om, hvordan I får det rette tracking-setup?
Jonas Løhde Elefsen har årelang erfaring med området, og han kigger hellere end gerne under motorhjelmen for at se, hvor det giver mening at skrue. Måske skal I tage en kop kaffe?