Skip to content

Et godt fællesskab giver et stærkt samarbejde

Roland Kock
Senior IT-konsulent 

“Hvorfor mig?” var Rolands første kommentar, da han blev spurgt, om han ville være med i dette medarbejderportræt. Et spørgsmål, der på fineste vis beskriver Rolands ydmyghed, og hvordan Roland på ingen måde behøver at være i centrum. Faktisk har han det bedst, når han ved, at andre har det godt. Og det er noget, som Roland aktivt bidrager til i flere sammenhænge - både overfor kunder og kolleger i twoday og i den lokale volleyballklub. 

twoday

IT-konsulent: Fra drøm til virkelighed 

Drømmen om at arbejde med IT begyndte på Lolland - helt specifikt i hjembyen Rødby. Roland og hans kæreste kunne dog godt se, at teltpælene skulle rives op for en stund, for at drømmen kunne blive til virkelighed.

De fandt derfor en lejlighed på Nørrebro, som blev base for deres studietid i København. Meget praktisk for Roland, der både læste til datamatiker og senere software-udvikler på KEA ikke langt fra lejligheden. København var et hit i studietiden, og selve studiet var Roland også glad for - særligt fordi det var praktisk orienteret. En anden håndgribelig læring, som Roland fik, var gennem sit studiejob, hvor han prøvede kræfter med at kode på en boligportal: “Jeg blev hurtigt klar over, at det ikke var sådan en form for standard software, jeg skulle arbejde med efter studiet.”

I stedet var Roland mere draget af tanken om at blive IT-konsulent, som kunne byde på mange forskellige typer af projekter og opgaver. 

“Omkring afslutningen af mit studie var jeg til åbent hus hos twoday, det tidligere Visma Consulting, for at blive klogere på deres graduate-program. Derefter var jeg ikke i tvivl om, at det var dét, jeg ville.”

Roland søgte ind og kom med i optagelsesprocessen. “Jeg var meget nervøs, og da jeg fik besked om, at jeg var en af de udvalgte, var jeg blæst over af glæde. Det var lige den karrierestart, jeg drømte om.”

Roland blev i 2020 en del af et graduate-hold med 14 ligesindede - en start han i dag kigger tilbage på med stor tilfredshed. “En af de smukke ting ved et graduate-forløb er, at ens ansvar løbende vokser med de opgaver, man tager sig - og der er altid mulighed for at få hjælp.”

Dertil fremhæver Roland også værdien i, at man er i programmet med ligesindede “Man begynder præcis samme sted og får et fortroligt kendskab til hinanden. Det er uden tvivl dem, jeg har været på graduate-hold med, som jeg i dag hilser ekstra på på gangene.”

Når fortidens jeg er stolt af nutidens jeg 

“Havde jeg sagt til mig selv for tre år siden, at jeg i dag ville sidde i en senior-rolle ude hos en større statslig kunde, så havde jeg ikke troet på det. Men at rejsen hertil egentlig har føltes super naturlig, giver rigtig god mening. Jeg ville i den grad være stolt af mig selv, hvis jeg kunne se tre år frem for tre år siden.”

Roland er næsten lige blevet forfremmet til senior IT-konsulent og sidder i dag hos kunden STAR (Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering). Et sted, han nu har siddet i halvdelen af sin tid i twoday i flere af kundens bagvedliggende systemer. Før STAR, fik Roland testet dét, han havde en forventning og forhåbning om vil være en fast del af konsulent-tilværelsen: Mulighed for at opbygge en større kundeportefølje og kontakten til forskellige kunder. 

“Det har egentlig været den rigtige udvikling i hyppighed af kundeskift for mig. Da jeg begyndte, ville jeg gerne prøve kræfter med det hele, og jeg havde en klar forestilling om, at det var en del af tilværelsen som konsulent. Men under de mange skift, blev jeg klar over, at jeg nok gerne vil være et sted længere tid - og det behov blev jeg bekræftet i, da jeg kom til kunden STAR.”

Roland fortæller, at den længere tid ved STAR har givet ham bedre mulighed for fordybelse og kendskab til kunden, som gør, at han også langt bedre kan vejlede kunden. En opgave, som er gået hen og blevet en af Rolands faste opgaver ved siden af det tekniske arbejde.

“Jeg oversætter vores tekniske arbejdsgange til kunden, så de forstår præcist, hvad vi laver af ændringer og tilpasninger. Jeg tror, at opgaven er landet hos mig, da jeg er meget pædagogisk. En egenskab, som formodentlig udspringer af mit behov for, at alle føler sig inkluderet og trygge”, fortæller Roland.
lighed. 

“Jeg har et mantra, der hedder: Folk, der har det godt sammen, arbejder godt sammen.”  

1280-Roland_Kock_portræt

Mennesker omkring mig skal have det godt  

Det, at få andre til at føle sig trygge, er langt fra uvant terræn for Roland. Faktisk er det en grundpræmis for, at han trives.

Det kommer også til udtryk i Rolands forklaring omkring, hvorfor han er med i twodays festudvalg. “Jeg kan godt lide at sikre mig, at andre har det godt, og at de har et rum, hvor de kan lære hinanden at kende på tværs af arbejdsopgaver og afdelinger.”

Roland har dog ikke det store behov for selv at være deltagende i de mange sociale arrangementer. Han har i stedet travlt med at sikre sig, at rammerne spiller, så folk ikke skal andet end at hygge sig. For har Roland glade kolleger, er han glad.

“Jeg har et mantra, der hedder: Folk, der har det godt sammen, arbejder også godt sammen.”

Et mantra, som han uden tvivl efterlever. Udover at bidrage til det overfor kunder og kolleger, var det også et område, som Roland bidrog med på sit studie. “Jeg meldte mig ind i De Studerendes Råd (DSR), som netop havde til formål at sikre, at de studerende havde det godt - blandt andet gennem sociale aktiviteter.”

Rolands deltagelse i den lokale volleyballklub skyldes også ønsket om et godt fællesskab. “De gange, jeg har gået til sport, har det været med fællesskabet og træningen for øje - jeg har egentlig aldrig brudt mig om at spille kamp og synes ikke om, hvis ikke det er for sjovt.”

En måde, Roland har skabt øget inklusion på, er blandt andet ved at opgradere volleyballholdets IT-platform, så de i dag kan kommunikere mere flydende via en digital platform.

twoday

Når det værdifulde er at kaste fokus på andet end sig selv

Roland havde ikke spillet volley før, han for et år siden blev tilflytter i Vordingborg Kommune. En flytning, så ham og kæresten igen kunne komme tættere på familien. 

“København gav et hav af muligheder under studietiden, men pludselig indhentede hverdagen os, og det, vi før brugte København til, var bare blevet mindre og mindre. Til gengæld kunne vi mærke et øget behov for at være tættere på familien igen.”

Udover volley går fritiden derfor nu i høj grad med hus, have, hund og familie. Et rum hvor Roland med sikkerhed ved, at alle har det godt. Derfor er han ikke i samme grad praktikeren, der arbejder på at skabe de trygge rammer - de er der bare lidt mere af sig selv. Dog er et af hans store mål for den nærmeste fremtid at få en familie, som han kan skabe trygge rammer for. Roland er nemlig ikke i tvivl om, at den største værdi han kan opnå er at skabe glæde for andre.

Rammerne i twoday beskriver han også som trygge og bærer præg af, at alle kan være sig selv på tværs af både kunder og lokationer. “Vi er altid åbne og nede på jorden, alt i mens vi udvikler løsninger, der bliver brugt af tusindvis af brugere.”

Rammer som gør, at Roland hver dag uden tøven begynder første del af sin halvanden times transporttid (hver vej vel at mærke) på sin cykel i Bakkebølle med kurs mod Vordingborg Station i alt slags vind og vejr.
  

Tag dit næste
karriereskridt i dag 

Vil du være med til at udvikle IT-projekter, der gør en forskel for samfundets borgere og virksomheder?

I twoday bliver du en del af en arbejdsplads, der giver dig tid til dét, der tæller. Vi fokuserer på mennesker  - for det, der virkelig betyder noget, er dem, vi er sammen med.