Skip to content

Det betaler sig
at gøre sig umage

Morten Kriegbaum, Business Manager

Hårdt arbejde er ikke spildt - i hvert fald ikke så længe, man kan lide det, man laver. Morten Kriegbaum vil 100 gange hellere lægge flere timer i et arbejde, han synes er sjovt, end at kæmpe sig igennem en 37 timers arbejdsuge for at nyde blot to gode dage.


Højt humør, respekt for sine medmennesker og en stor portion engagement i de ting, han kaster sig ud i, har ifølge Morten selv medvirket til, at han i dag har landet sin drømmestilling som Business Manager og leder af twodays kontor i Aarhus. 

Vejen dertil bød først på nogle år med fingrene i det tekniske maskinrum indenfor BI for derefter at sælge varen som salgsleder, inden han fik ansvaret for de strategiske beslutninger, som han i dag sidder med. Rejsen har krævet hårdt arbejde - men ikke hårdere, end hvad der har været sjovt. “Det er ikke noget problem for mig at arbejde meget. Men det er saftsuseme vigtigt at arbejde med noget, man synes, er sjovt”, fremhæver Morten. Og at det skal være sjovt at gå på arbejde, er noget, han gør sit for, at kollegerne også oplever - men han har samtidig også en forventning til at folk gør sig umage.

twoday

Glæden ved det håndgribelige 

“Jeg har altid godt kunne lide at nørkle med ting og få ting til at virke”, fortæller Morten med hans århusianske klang. I teeneagerårene kunne han finde på at skille ting ad, som for eksempel en radiobil, bare for at se, om han kunne samle dem igen. Derfor havde Morten også en ide om, at han skulle være tandlæge, hvor særligt en ven til familien var et forbillede. Men det var kun et kortvarigt ønske, indtil han forestillede sig at gå projektleder-vejen, som gjorde, at han læste sin bachelor i Erhvervsøkonomi på Aarhus Universitet. 

Apropos at nørkle med ting, så manglede Morten dog noget håndgribeligt på universitetet og fortsatte derfor efter sin bachelor på Handelshøjskolen med fokus på organisationer og IT. “Det var meget mere mig, fordi studiet var mere praktisk med et større fokus på virkelige cases end på universitetet”, fortæller Morten.

Ved siden af studiet var Morten i perioder med sin far ude på tømreropgaver. Et arbejde, som Morten synes var tilfredsstillende, fordi det var tydeligt at se resultaterne af ens indsats. Dog var glæden ved jobbet størst, når vejret var godt, så han valgte at fortsætte på studiet.

Et område, Morten særlig fik interesse for på studiet, var “knowledge management”, som handler om, at man aktivt går ind og kigger på, hvordan man kan bruge den viden, der er i virksomheden. Gennem et fag om business intelligence (BI), som går ud på at bruge eksisterende data til at få ny indsigt, fandt Morten ud af, at det var et oplagt værktøj til at arbejde med knowledge management. Det er en måde at arbejde på, som kan sammenlignes lidt med at skille ting fra hinanden og sammensætte dem på ny, som Morten også synes var sjovt i teenagerårene. 

Selvom det er nogle år siden, at Morten afsluttede sin uddannelse, er han i dag stadig tilkoblet Aarhus Universitet - nu bare som ekstern underviser i Business Intelligence og Data Management. Det gør han både for at udfordre sig selv i forhold til præsentationsteknik, men også for at bidrage med praktiske eksempler, som han selv manglede på universitet.

twoday

Ihærdighedens gevinster 

Morten landede sit første job som graduate i et konsulenthus, mens han færdiggjorde sit studie. “Jeg tror, jeg landede jobbet på grund af min ihærdighed. Jeg accepterede ikke en lang svartid og ringede flere gange for at høre, hvor jeg var i processen. Et kneb, jeg har benyttet mig af siden hen”, fortæller Morten.

I de første år af Mortens karriere var hans primære fokus IT-udvikling, som har givet ham en stærk teknisk forståelse. Her arbejdede Morten også ihærdigt, hvilket blev bemærket og anerkendt af hans nærmeste ledere. Siden det første job er Morten blevet ledt videre af sine ledere. Det var også på den måde, han landede i Kapacity, der er et af landets førende konsulenthuse indenfor Business Analytics og i dag ejet af twoday.

“Jeg sad tre år som udvikler i Kapacity, men min leder vidste ret tidligt, at jeg var interesseret i en manager-rolle og tilbød mig derfor en ledende rolle i salg. Selvom det ikke nødvendigvis var det ansvar, jeg havde set for mig, så jeg det som en udfordring og sagde ja”, forklarer Morten, der sad i salgsrollen i fire år. 

“Efter i alt syv år i Kapacity kom min leder til mig en dag og sagde, at han ikke kunne give mig den lederrolle, jeg drømte om i Kapacity, men han vidste, hvor muligheden var og havde allerede anbefalet mig”, fortæller Morten, som refererer til sin nuværende rolle som Business Manager på Consultings kontor i Aarhus. Et job, han landede i 2021 som bare 36-årig.

Udover Mortens ihærdighed er han ikke i tvivl om, at både hans tekniske og kommercielle baggrund er med til, at han er klædt godt på til sin rolle i dag. Det har givet ham indsigt i, hvad der kan lade sig gøre, og hvordan det fremlægges bedst muligt overfor kunden.

Morten arbejder i twoday tæt sammen med forretningsdirektør Michael Breyen, som til dagligt sidder i København. Michael er enig i, at det kun gavner selskabet at være fysisk placeret i både København og Aarhus:

“Mortens tilstedeværelse i Århus, hans baggrund i Kapacity og hans forståelse for forretningen og mindset omkring dét at binde vores selskaber sammen, giver et godt udgangspunkt og en stærk dynamik i forhold til kundeskaren i både øst og vest, såvel som for vores medarbejdere”, lyder det fra Michael Breyen.

 “Jeg tror, jeg landede jobbet på grund af min ihærdighed. Jeg accepterede ikke en lang svartid og ringede flere gange for at høre, hvor jeg var i processen. Et kneb, jeg har benyttet mig af siden hen”.

morten_stol

Prøv at gøre dig umage  

“Prøv at gør dig umage” er en sætning, som Morten jævnligt siger til sin datter på fem år.  For ifølge Morten er det alt for nemt at hoppe over, hvor gærdet er lavest og glemme, at de gode præstationer ofte kommer på baggrund af et grundigt stykke arbejde.

En tilgang, som Morten uden tvivl har med hjemmefra. “Mine forældre har aldrig presset mig i forhold til min karriere, men de har haft en forventning om, at mine kompetencer ikke skulle gå til spilde”, fortæller Morten.

Når man ved, at Morten går op i at gøre sig umage, er det ikke en overraskelse, at han også er detaljeorienteret. Han har dog måtte tillære sig at skære ned for sit pendanteri i takt med, at hans fokusområde er blevet bredere. “Jeg bliver nogle gange ramt af, at det kan føles lidt utilfredsstillende. Men det er bare nødvendigt at reducere fokus på detaljerne, når jeg har så meget på paletten”, forklarer Morten.

Det kan særligt fremstå nødvendigt, når Morten fortæller, hvor meget han kaster sig ud i. “Det er sjældent, jeg siger nej til ting, for man ved ikke på forhånd, hvad de fører til. Det gør nogle gange, at jeg har mange døre åbne, men jeg formår dog altid at lukke dem, jeg ikke kan lægge kræfter i mere”, siger Morten. 

For selvom han har skruet ned for detaljeniveauet, så har Morten en aftale med sig selv om, at han altid vil være 100 % tilstede i de ting, han går ind i - både på arbejdet og i privaten. På hjemmefronten har Morten også nok at se til, da han sammen med sin kæreste har tre børn. En pige på 5 år og to drenge på henholdsvis 3 år og 3 måneder, som han bor med i et parcelhus i Aarhus. Et hus, hvor Morten har kunne nørkle med en større renovering, og hvor hans detaljegrad blandt andet viser sig i krybe-vinkælderen, hvor der aldrig må være mindre end 100 flasker.

twoday

Kombinationen af de sjove og det sunde  

At Morten altid har været klar på at åbne nye døre, har ifølge ham selv været med til at forme hans karrierevej, som har været præget af tilfældigheder og ikke af skemalagte planer. “Jeg har altid stolet meget på min egen logiske sans og fornuft, som har gjort det nemt for mig at træffe hurtige beslutninger. Og den evne gør det helt sikkert nemmere for mig at være leder”, fortæller Morten.

Det er de færeste, der bliver leder, uden at have arbejdet for det - men for Morten har det ikke været en træls udfordring. “Det har altid været muligt for mig at lave noget, jeg godt kan lide, fordi jeg aldrig har lagt skjul på, hvad jeg vil over for mig selv eller mine ledere. Og så kan det godt være, det har kostet mig nogle ekstra timer, men det giver jeg gerne for at lave noget, jeg har det sjovt med”.

Derfor forstår Morten heller ikke folk, der vil bytte syv gode dage med kun to gode dage, fordi de er trætte af deres arbejde. “De fleste i vores samfund er så priviligerede, at de kan vælge at skifte job, hvis de er i noget, de ikke kan lide”, fremhæver Morten.

Dog ikke sagt, at alt ansvar skal lægges hen på medarbejderne. Derfor gør Morten også sit for, at alle føler sig godt tilpas og synes, det er sjovt at gå på arbejde. Blandt andet ved at spille bordfodbold med så mange af kollegerne som muligt i løbet af en måned.

Tag dit næste
karriereskridt i dag 

Vil du være med til at udvikle IT-projekter, der gør en forskel for samfundets borgere og virksomheder?

I twoday bliver du en del af en arbejdsplads, der giver dig tid til dét, der tæller. Vi fokuserer på mennesker  - for det, der virkelig betyder noget, er dem, vi er sammen med.