Skip to content

IT understøtter
interaktioner mellem mennesker

Laura Kromann-Larsen, graduate og IT-konsulent

Laura Kromann-Larsen er en del af en ny generation på arbejdsmarkedet, der ønsker at arbejde med områder, der gør vores samfund bedre. En konkret oplevelse ved et teknologisk træ på Rådhuspladsen blev begyndelsen på drømmen om at komme til at udvikle IT-løsninger, der serverer viden på en lækker måde.

Laura sidder i dag som Clojure-udvikler og graduate på et af twodays større projekter ved SKAT. Et projekt, hvor man udvikler en platform til fremtidens ejendomsvurderinger. Laura er derfor sammen med over 300 andre blevet en del af en større opgave, hvor alle arbejder mod et fælles mål. Generelt betyder dét at være en del af et fællesskab meget for Laura, hvilket også var en af årsagerne til, at hun valgte at begynde som graduate og altid er klar på at deltage i de mange sociale og faglige aktiviteter, som twoday tilbyder.

En fuldtidsopstart med et trygt fællesskab

Laura så det som en klar fordel at begynde IT-karrieren som graduate i twoday. På den måde har hun kunne starte fuldtidslivet med et hold af ligesindede at sparre med og ikke mindst at have det sjovt med - alt imens hun har rammerne til at udvikle sig rent teknisk.

Der er stor begejstring i Lauras stemme, da hun fortæller om en weekend i Oslo, hun lige har været på sammen med de øvrige twoday-graduates i hele Norden. “Det var bare fantastisk - altså jeg havde det simpelthen så fedt med at møde de andre graduates fra Norden. Der var bare så mange seje mennesker samlet ét sted”.

På samme måde deler Laura også ud af hendes begejstring for, at hun hele tiden har muligheden for at få ny viden og læring. “Min chef har en god forståelse for, at jeg er i en læringsproces, som han er alletiders til at understøtte. Her har jeg blandt andet fået plads til at lære at udvikle i Clojure, som jeg ikke kunne, inden jeg startede. Det siger lidt om, hvor meget der bliver investeret i vores udvikling - både i hverdagens opgaver men også gennem flere tilbud af kurser”, fremhæver Laura.

twoday

IT-løsninger kan servere viden på en lækker måde

Med en familie hvor flere er IT-uddannede og med sin første computer som bare 5-årig, har Laura tidligt fået interessen for det tekniske ind under huden. Men det var interessen for de blødere fag, som fyldte mest, da Laura skulle vælge uddannelse, og det resulterede i en humanistisk bachelor.

“Jeg tog egentlig min bachelor på baggrund af en ret specifik drøm - jeg ville være med til at skabe løsninger, der kan samle mennesker på en positiv måde. Der er så meget viden på blandt andet museer, som ikke kommer ordentligt ud at leve - og som med hjælp fra de rette løsninger kan serveres på en lækker måde blandt andet gennem en interaktiv formidling”, forklarer Laura, der tænkte, at den humanistiske vej ville føre hende dertil.

Laura så dog fordelen i at kombinere de humanistiske interesser med de mere tekniske ved at tage en ren teknisk kandidat i software-design med fokus på backend-softwareudvikling og algoritmer. “Jeg så det som en god kombination i rollen som IT-konsulent, hvor jeg både vil komme til at tale med mennesker og indgå i fællesskaber samtidig med, at jeg vil kunne dykke ned i IT-koderne og fokusere foran skærmen”.

Selvom Laura ikke formidler viden gennem IT endnu, er hun glad for at arbejde med IT på en måde, der samler mennesker: “Det, jeg er med til at udvikle på nu, kommer ud og vil få indflydelse på alle danske boligejere”.

“At skrive Clojure er et helt andet sprog end det, man lærer på studiet - og det trak helt sikkert i mig, at jeg kunne lære funktionel programmering, som der ikke er særlig mange, der kan. Det er et niche kodesprog, som er fedt at sige, at man kan kode i”

topbanner_laura1

En stor ja-hat 

Laura var særlig interesseret i at komme på det projekt, hun er på i dag, da hun kunne komme til at sidde med et anderledes kodesprog - nemlig Clojure.

Generelt er Laura drevet af at stå op hver morgen med visheden om, at hun kan lære noget nyt og dygtiggøre sig i sit arbejde. Og her er twodays mange faglige tilbud særlig noget, som Laura får glæde af i form af faglige videndelingsmøder. “Det er super fedt - for jeg er på ingen måde færdig med at lære. Kunne jeg have taget én til kandidat, havde jeg gjort det”, siger Laura, der generelt har en nysgerrig tilgang til tilværelsen.

Laura havde også den store ja-hat på under studietiden, hvor hun på bacheloren var en del af festudvalget - men det sociale blev dog udfordret på kandidaten på grund af corona. “Det gør nok også, at jeg føler et ekstra stort behov for at få alt det sociale med, som der er her i twoday. I kan nærmest kaste alt efter mig, og jeg vil sige ja”, fortæller Laura med et smil.

Det er også årsagen til, at Laura i dag både er en del af twodays festudvalg og har meldt sig til at være ambassadør på de sociale medier.

Fritiden er på samme måde præget af, at Laura kaster sig ud i en masse - både alene og sammen med kæresten, som hun bor sammen med på Østerbro. Det handler om alt lige fra projekter i køkkenet til lange vandreture og opstart af forskellige træningsprogrammer. 

twoday

Får aldrig kolde fødder 

Laura har aldrig været typen, der bare tager de lette valg. Hun har godt kunnet lide at søge udfordringerne, for ifølge hende selv er det netop dér, hun lærer og på sigt står stærkere. 

I stedet for at vælge det nærliggende gymnasium i hjembyen Hundige, tog hun togturen til Rysensteen Gymnasium i København hver dag for at få de fag, hun synes, var interessante. 

“Set i bakspejlet havde jeg nok trives bedre på det lokale gymnasium og kommet lettere gennem fagene. Men jeg har store forventninger til mig selv i alt, jeg gør, og derfor kaster jeg mig også ud i ting, hvor jeg lærer noget om mig selv”, fortæller Laura.

På samme måde havde Laura også lyst til at se, hvordan det vil være at rejse på egen hånd efter gymnasiet og tog derfor tre måneder alene til Australien og New Zealand.

“Jeg tænker sjældent tingene så meget igennem i forhold til, hvad det kan have af konsekvenser - jeg vælger egentlig bare det, jeg synes, er spændende. Jeg får derfor heller aldrig kolde fødder - men det gør andre til gengæld på mine vegne. Men indtil videre er alt heldigvis gået fint”, siger Laura med et grin.

Og apropos at følge sit hjerte, så havde Laura en konkret oplevelse i hendes sabbatår efter hun var hjemvendt fra Australien, der gav hende en afklaring om hendes uddannelsesmæssige vej. “Jeg stod med min bror midt på Rådhuspladsen, hvor der var sat et teknologisk træ op, som havde forskellige måleinstrumenter i forhold til vind og lys, som var interaktivt gennem forskellige knapper. Pludselig stod min bror og jeg med to andre, der kom forbi og havde en fed interaktion sammen. Og det var netop her, jeg indså, at jeg gerne vil lave positive interaktioner mellem mennesker gennem IT”.

Tag dit næste
karriereskridt i dag 

Vil du være med til at udvikle IT-projekter, der gør en forskel for samfundets borgere og virksomheder?

I twoday bliver du en del af en arbejdsplads, der giver dig tid til dét, der tæller. Vi fokuserer på mennesker  - for det, der virkelig betyder noget, er dem, vi er sammen med.