Vælg det rette CMS
Når du skal vælge det rigtige Content Management System (CMS) til din virksomhed, skal du træffe en lang række valg - og fravalg.
Du har nemlig alle muligheder tilgængelige – din udfordring er at skære ind til benet og definere, hvad du har brug for. Og så skal du “bare” vælge det CMS, der passer til opgaven.
“Bare” er sat i citationstegn, for den øvelse er ikke nødvendigvis nem. Derfor vil vi guide dig igennem de overvejelser, du skal gøre dig, og så peger vi dig i retning af tre forskellige systemer, som vi kender til bunds og kan stå på mål for.
Hvad er CMS?
Et CMS er en platform, der gør det nemt at skabe, redigere, opdatere og organisere indhold på et website. I et CMS er det ikke nødvendigt at kunne kode – det brugervenlige interface gør det enkelt og overskueligt at bruge selv for ikke-teknikere.
Hvad skal dit website kunne?
Det rigtige CMS tager udgangspunkt i dig og din forretning. Så det første, du skal gøre op med dig selv, er: Hvad er det egentlige formål med websitet? Skal det være et digitalt visitkort, en leadmotor, en webshop eller en blanding af det hele? Og er der planer om at ændre eller udvide forretningen i en retning, der kræver mulighed for at kunne ændre radikalt på platformen?
Fire ting, du skal gøre op med dig selv, inden du vælger CMS
1.
Hvor komplekst er dit digitale landskab?
Størrelsen på din virksomhed og graden af kompleksitet spiller ind på valget af CMS. Du skal danne dig et overblik over, hvor mange produkter, kunder, markeder, leverandører og sælgere, du skal håndtere – og gennem hvilke kanaler.
2.
Hvor digitalt moden er organisationen?
Hvem skal bruge CMS’et, og i hvor høj grad er brugerne digitale? Her handler det om ærlighed; det er ærgerligt at investere i en Ferrari, hvis folk er mere trygge ved at cykle – og måske ikke engang har kørekort.
3.
Hvilke andre systemer skal CMS’et integreres til?
Et moderne systemlandskab bliver hurtigt komplekst – og både ERP, PIM og commerce-systemer (plus en del andre) skal kunne kommunikere med dit CMS. Få kortlagt systemlandskabet, så du sikrer, at alle systemer kan tale sammen.
4.
Hvor datadrevet er organisationen?
Hvis I arbejder målrettet med kunderejser, datadrevet marketing og automations, er nogle CMS’er mere oplagte end andre. Omvendt er der ingen grund til at skyde gråspurve med kanoner, hvis behovet ikke er til stede.
Pas på lukkede løsninger
Inden vi kigger nærmere på tre konkrete CMS’er, vil vi gerne lige tænde en advarselslampe: Pas på med at falde for fristelsen til at lave et “hjemmebygget” CMS. Heller ikke selv om det bliver bygget af dine egne – helt sikkert enormt dygtige – udviklere.
Al erfaring viser, at det for det første bliver en dyr løsning – og alt andet lige dyrere end hvis I vælger et produkt, der allerede er udviklet.
Dernæst viser det sig næsten altid, at hovedargumentet for at vælge en tilpasset, intern løsning – nemlig kontrol – ender med at blive en ulempe. I bliver afhængige af meget få mennesker, der reelt kender systemet, og tilpasninger bliver omstændelige. Og den dag, udvikleren får et nyt job, er stafetten mere end vanskelig at samle op.
DynamicWeb, Umbraco eller HubSpot – 3 solide valg
Der findes hundredvis af CMS-muligheder på markedet, men i twoday har vi valgt at specialisere os i tre systemer. Det betyder ikke, at vi ikke kan arbejde på og udvikle i andre platforme, men det er disse tre, vi foretrækker.
DynamicWeb – den danske all-in-one platform
DynamicWeb har siden 2002 leveret CMS-, e-handels, PIM- og marketingløsninger til virksomheder i alle størrelser. Og i twoday har vi samarbejdet med DynamicWeb i mere end 20 år. Vi har det højeste antal certificerede DynamicWeb-udviklere i verden, og vi har gentagne gange vundet “Årets DynamicWeb-partner" og “Årets løsning”.
Med DynamicWeb er du i udgangspunktet dækket 360 grader – den cloud-baserede platform holder styr på produktinformationer, e-handel og content-management med et brugervenligt interface.
Umbraco – fleksibilitet og effektivitet
Umbraco er et af de mest populære open source-CMS'er på markedet. Umbraco er nem at bruge, og løsningen, der kører på .NET-platformen, er klargjort til e-commerce via et plug-in. Et plug-in, der er kendt for at fungere optimalt på tværs af sproglag.
I twoday har vi nogle af landets absolut dygtigste Umbraco-specialister. Blandt andre Jan, som er Umbraco MVP. Dem er der 64 af – på verdensplan ...
HubSpot – fokus på hele forretningen
Med HubSpot kan du det hele – de forskellige “hubs” (marketing, salg og service) tager hånd om hele kunderejsen, og CMS og CRM er tænkt sammen.
HubSpot rimer på landingpages, blogindlæg, knowledgebase og automations – og meget, meget mere. Går du linen ud med HubSpot, får du en helstøbt løsning, der dækker alle hjørner.
Skal vi tage en snak om, hvilket CMS der passer til jeres forretning?
Tobias Høst kender de fleste CMS’er, og han ved, hvad der vil være det rette – og det forkerte – valg til netop jer. Måske skal I tage en kop kaffe?