Extranet og forhandlerportal til OMMELIFT
Fremtidssikret platform løfter brugeroplevelsen
OMMELIFT er en velrenommeret dansk virksomhed, som producerer og sælger trailer- og larvefodslifte af høj kvalitet. I dag er virksomheden repræsenteret i mere end 70 lande verden over. OMMELIFT søgte en teknisk partner, der kunne forstå deres forretning. En partner, der kunne udvikle en helt ny forhandlerportal, som skal løfte OMMELIFT til nye højder.
Udfordringen
Synergi mellem systemer
OMMELIFT kom til os med et ønske om at få gentænkt og udviklet en ny liftdatabase, og samtidig ønskede de at sammenkæde deres liftdatabase og claimsystem. Visionen var at skabe synergi mellem systemerne og at skabe en forhandlerportal, der fungerer som selvbetjeningsløsning for forhandlere og kunder. Samtidig havde OMMELIFT et ønske om at styrke deres interne arbejdsprocesser.
Den underliggende arkitektur i den nye løsning er kompleks. Den væsentligste opgave var at samle alle liftes stamdata i en database og at sammenkæde alle lifte og dertilhørende dokumenter og filer på tværs af databasen.
"Vores samarbejde med twoday har fungeret rigtig godt i forbindelse med opbygning og idriftsættelse af den nye version af vores forhandlerportal. Undervejs har twoday været klar med gode input, hjulpet os med at få opsat vores ideer til funktioner, som hjælper vores kunder, og bidraget til en forsimpling af tilhørende interne arbejdsgange."
Axel Thøgersen, Managing Director, OMMELIFT
Løsningen
Innovation af interne processer
OMMELIFT søger hele tiden mod at innovere såvel produkter som egne interne processer. Derfor var det også nærliggende for os at sikre, at den løsning vi udviklede, netop kan bidrage til at optimere deres interne arbejde.
På den nye platform er OMMELIFTs public website, liftdatabase, forhandlerportal og claimsystem integreret i én samlet Umbraco-løsning. Det betyder, at OMMELIFT kun skal vedligeholde data i ét system, og med den nye løsning er det altså blevet lettere at vedligeholde og opdatere manualer og dokumenter.
Vi har udviklet en funktion, så OMMELIFT hurtigt kan downloade en oversigt over lifte, som mangler at få tilknyttet en manual eller andre dokumenter. På den måde kan de hele tiden holde sig ajourført og sikre, at alle lifte har de nødvendige dokumenter tilknyttet.
Unik forhandlerportal
Løsningen skulle give kunderne bedre muligheder for selvbetjening. I forhandlerportalen kan kunder og forhandlere tilgå alle informationer om liftene, og de kan fremsøge manualer, dokumenter og tekniske specifikationer.
Vi har udviklet et omfattende søgeindeks, hvor brugerne kan filtrere på relevante parametre. Samtidig kan brugerne downloade dokumenter og sende filer (eller dele af en fil) til den mail, som er tilknyttet brugerprofilen.
I løsningen er claimsystemet desuden en integreret del af forhandlerportalen. Via selvbetjeningen kan brugerne derfor oprette claims, se status på indsendte claims og fremsøge lukkede claims, hvilket giver dem et bredt overblik.
Der er mange forskellige personer og dermed arbejdsfunktioner, der skal bruge forhandlerportalen. Derfor har der været fokus på at gentænke de forskellige behov og lave login-muligheder for den enkelte bruger. Det giver brugerne nogle unikke muligheder, og det gør forhandlerportalen brugbar, uanset om det er mekanikeren på værkstedet, der skal bruge en manual, eller en salgsmedarbejder, der skal bruge det nyeste salgsmateriale.
Integrering og opdatering af claimsystem
Et afgørende punkt for OMMELIFT var optimering og udvikling af et nyt claimsystem. I det eksisterende claimsystem var workflowet forældret, og der var en del manuelt arbejde for OMMELIFT i forbindelse med export og behandling af de indsendte claims fra forhandlerne. Arbejdet foregik i flere forskellige systemer, og OMMELIFT manglede overblik og synergi systemerne imellem.
I den nye løsning er claimsystemet en integreret del af løsningen. Export-flowet af claims var tidligere en omstændelig proces med mange klik og rapporter, der skulle eksporteres og uploades enkeltvis. I den nye løsning er flowet strømlinet, og hele processen kan klares ved et klik på en enkelt knap.
Samtidig er løsningen udvidet til at kunne håndtere en intern superbruger. Tidligere måtte OMMELIFT logge ind på hver enkelt kundes brugerprofil for at foretage ændringer, men med den interne superbruger har de fuld adgang til alle claims. Det sparer tid og gør arbejdet med behandlingen af claims lettere.
"Det er vigtigt for os at forstå vores kunders forretning. Vi tog på roadtrip med OMMELIFT rundt til forhandlerne for at få indblik i deres hverdag. Den unikke indsigt er indarbejdet i den wireframe, vi lavede til OMMELIFT, og vi er stolte af det endelige resultat af arbejdet."
Anders Burla, Head of Umbraco / Solution Architect
Resultatet
Fremtidssikret og skalérbar platform
Resultatet er en fremtidssikret og skalérbar platform med et unikt søgeindeks, der understøtter OMMELIFTs forhandlere i deres dagligdag. Derved er forhandlerportalen et godt redskab og en hjælpende hånd for forhandlerne, men også internt hos OMMELIFT.
Vi kan også hjælpe dig
Er du lige så vild med Ommelifts website, som vi er? Kunne du tænke dig en lignende løsning til din virksomhed, så tag gerne kontakt til os og lad os tage en uforpligtende samtale om, hvordan vi kan hjælpe din virksomhed med en ny webløsning.
Anders Burla
Head of Umbraco / Solution Architect
+45 61 27 25 26
anders.burla@twoday.com