I dag handler danske virksomheders overlevelse i høj grad om deres evne til at omstille sig i takt med en verden i forandring. Markedet skifter hurtigt, teknologier udvikles med lynets hast, og det produkt en virksomhed har succes med i dag er måske ikke relevant for deres kunder i morgen.
Derfor er virksomhedernes investeringer i digitale projekter gennem de seneste år steget ganske betydeligt. Virksomhederne sætter projekter i søen, der oftest handler om at indføre nye teknologier eller processer, der gør medarbejderne – og dermed virksomheden - mere effektive.
Desværre findes der talrige eksempler på gode projekter og løsninger, der ikke bliver brugt af medarbejderne - eller bliver brugt forkert. Ofte sker det, fordi man ikke har været opmærksomme på den organisatoriske implementering af projektet – og det er et problem.
Vi oplever i twoday, at flere danske virksomheder ønsker at benytte forandringsledelse i forbindelse med nye projekter. For ifølge management- og analysevirksomheden Prosci, der gennem mange år har lavet tilbagevendende undersøgelser om effekten af forandringsledelse, er der syv gange større sandsynlighed for at opnå de forretningsmæssige mål med projektet, hvis virksomheder udfører en struktureret forandringsledelse.
Desuden påpeger selvsamme Prosci, at hvis en topleder er aktiv og synlig under et givent projekt, så vil virksomheden have langt større sandsynlighed for at få succes med deres transformationsprojekt. Det er dog desværre ikke altid tilfældet, at toplederen er det.
Sponsorskab kan ikke udliciteres
Min erfaring er, at stort set alle danske topledere har hørt om forandringsledelse. Halvdelen af dem mener, at deres virksomhed skal have fokus på forandringsledelse, mens det blot er mellem 10 til 20 procent, der automatisk deltager i større projekter. Og det er for få, når en af grundpillerne i forandringsledelse er, at topledelsen bliver aktiveret og er en såkaldt sponsor af forandringsprocessen.
Det er ikke fordi, at toplederne ikke ønsker at være en aktiv del af forandringsledelsen. Topledere kan sagtens se, hvornår store strategiske projekter kræver forandringsledelse. Det handler derimod om, at de er travle mennesker, der er vant til at uddelegere opgaver. Det er bare ikke muligt i forandringsledelse. Her skal de deltage aktivt.
Dog oplever jeg også, at der er en kløft mellem, hvad topledere tror, det betyder at være aktiv, og hvad det rent faktisk kræver. Nogle regner med, at det betyder, de skal deltage i en workshop, sende en mail om træning i det nye system eller processer om mandagen, en efterfølgende træningssession om onsdagen og fuld ibrugtagelse om fredagen. Men, hvis virksomheden skal have succes med deres projekt, er det et længere og sejere træk.
Giv lidt af dig
Skulle du være en af de danske topledere, der ønsker forandringsledelse, men ikke ved, hvordan du bliver den bedste sponsor, er her tre gode råd, der hjælper dig et langt stykke ad vejen:
- Lær grundfortællingen om, hvorfor forandringen finder sted og sørg for at kommunikere den på strategiske møder. Vær synlig, engagerende og deltag på enkelte statusmøder og vær den, der kommer med kage til projektteamet, når milepæle i projektet bliver opnået. Det lyder banalt, men betyder meget for engagementet hos projektdeltagere og berørte medarbejdere.
- Efterspørg en plan for dit sponsorengagement tidligt i projektet, så du ved, hvad der kræves af dig – og hvornår. Min erfaring er, at mange topledere kommer på banen alt for sent i projekterne, og dermed ikke når at påvirke forandringen i tilstrækkelig grad.
- Vær tæt på det hold af medarbejdere, der driver forandringsledelsen. Du kan med fordel holde regelmæssige møder med den person, der har ansvaret for forandringsledelsen. Det er nemlig her, du kan du få indsigt i, hvor langt virksomheden er med projektet og bede om planer, der omhandler den kommunikation, du skal stå for. Det gavner din kommunikation af grundfortællingen og viser desuden dit engagement.
Jeg er klar over, at virksomheders forandringsledelse ikke bliver perfekt med tre råd. Jeg er dog sikker på, at danske virksomheder, der har aktive, kommunikerende topledere, der også giver lidt af sig selv i en forandringsproces, vil have langt højre sandsynlig for at opnå succes med deres digitale projekter. Og det er vigtigt, for jeg er overbevist om, at digital transformation er katalysatoren, der sikrer danske virksomheders overlevelse i fremtiden.
|
Kasper GothSenior Sales Executive, Freelance |