Når jeg sætter mig på et fly til et møde i udlandet, håber jeg altid, at kaptajnen er en kvinde. Det sker sjældent, fordi stereotype kønsroller dikterer, at flykaptajner er mænd. Disse kønsroller hersker også i mange andre erhverv, såsom brandmænd, lastbilchauffører og mandlige sygeplejersker, som oplever lignende fordomme og strukturelle udfordringer. Det er dog min overbevisning, at hvis du tager et utraditionelt valg af profession, vil du det så meget, at du overvinder alle de forhindringer og andres fordomme du møder på din vej. Du har noget, du skal bevise. Og derfor mener jeg, at kvinder er bedre piloter.
Ovenstående tanker viser, at ligestillingen halter i 2025 - selvom Kvindernes Internationale Kampdag har været en årlig begivenhed i mere end 100 år, og ligestilling har fået større opmærksomhed over årene.
Skævvridningen blandt kønnene sker allerede ved valg af uddannelse, hvor STEM-fagene ikke er i høj kurs blandt de kvindelige studerende. Kvinderne vælger ofte at forfølge en karriere inden for medicin, kommunikation eller jura, hvorimod teknologi-, energi og forsyningsbranchen fortsat bliver fravalgt.
Fra mit virke i mange teknologivirksomheder kender jeg til udfordringer med en skæv kønsbalance. Vi opererer i en branche, hvor vores digitale arbejde i høj grad vil forme fremtidens samfund. Det er en udfordring, hvis vi udvikler løsninger, der ikke er baseret på bidrag fra alle køn. Vi risikerer at skabe et samfund, der kun tilgodeser halvdelen af befolkningen.
Lille spejl på væggen der
Men hvorfor fravælger kvinder brancher som teknologi, energi og forsyning eller forsvar og sikkerhed? Svaret er i min optik en udfordring, der desværre gennemsyrer samfundet. Når jeg eksempelvis læser medierne, bliver jeg mødt af et positivt spejlbillede af mig selv. Hvide mænd i deres bedste alder og mørkeblå jakkesæt, der deler ud af deres erfaringer og viden. Jeg bliver bekræftet i, at det jeg gør, er korrekt. Hvis en kvinde derimod åbner avisen, mødes hun ikke af samme selvbillede. Der er en manglende eksponering af kvindelige eksperter og rollemodeller, som kvinder kan spejle sig i.
Kvindelige rollemodeller er der ikke kun behov for i medierne, men også på arbejdspladsen, hvor outdatede kønsroller stadig tænkes ind i arbejdsopgaver. Jeg har tidligere været ansat i en virksomhed, hvor fordelingen af kvinder og mænd var hhv. 26 % og 74 %. I en af afdelingerne havde de udpeget en gruppe ansatte til at stå for medarbejderarrangementer og goder. En opgave, der kommer alle til gode, men som ikke leder til forfremmelse. Til min overraskelse bestod gruppen udelukkende af kvinder. Det blev tilsyneladende set som en kvindeopgave at sørge for alle sine kollegaer. Det går altså ikke, hvis vi skal fremhæve kvindelige rollemodeller, der kan tiltrække flere kvindelige talenter.
Grunden til, at mænd og kvinder desværre ender i disse stereotypiske kønsroller, er en ubevist bias, som alle har – også jeg. Det begynder ved barnsben, hvor drenge opfordres til at interessere sig for STEM-fag. Omvendt forventes det, at piger påtager sig omsorgsroller – selvom hun drømmer om at blive flykaptajn. Det er en tidlig social opdeling, som følger os gennem livet og leder til flere bias og forhindringer. Hvis pigen forfølger sin drøm og bliver pilot, vil hun stadig blive mødt af spørgsmål som: Hvem passer dine børn, når du er ude og flyve? Jeg ved, at hendes mandlige kollega ikke får dette spørgsmål.
Forandringen starter i egen baghave
Som nævnt hersker ligestillingsudfordringerne også i teknologibranchen, hvor vi i twoday heller ikke har været gode nok til at sikre bedre diversitet.
Mine mange års erfaring som leder viser, at forandring i samfundet desværre ikke sker af sig selv. Vi bliver derimod nødt til at tage skeen i egen hånd – og det starter hos os selv i twoday. Men gode ting tager tid. Derfor har vi gennem det seneste år arbejdet på at skabe en række processer og initiativer, der forpligter os til at arbejde aktivt med at skabe en mere inkluderende og mangfoldig arbejdsplads. Det gør vi blandt andet ved at træne ledere i ubevidst bias, styrke vores fokus på inkluderende kommunikation og skabe nye rekrutteringsprocesser, der åbner for bedre kønsbalance. Disse initiativer er de første af mange mod at skabe mere diversitet og inklusion, der i sidste ende skal komme vores kunder, kollegaer og samfundet til gode.
Kaptajnen har nu budt velkommen på flyet mod Oslo. Det var heller ikke en kvinde i dag, men jeg ser frem til den dag, hvor jeg ikke tænker over, om det er en mandlig eller kvindelig pilot, der flyver mig sikkert frem til min destination.